De sidste par uger har jeg ikke været så flittig ved tasterne for at dele ”Tankevækkere”.
Forklaringerne har været mange og efter min egen opfattelse har de været ganske valide, men det hænger nok meget sammen med det lille ord ”hvorfor”.
Siden seneste ”Tankevækker” har der været påske, og jeg kom til at se på de traditioner der er forbundet med påske – spise lam, påskeæg, påske øl, påskefrokost. påskehare mm – og jeg stillede mig selv spørgsmålet ”Hvorfor gør vi egentlig det…?”
Det interessante er, at jeg også stillede spørgsmålet til andre, og svarene stak lidt i forskellig retning. Vi foretager os altså ”noget” omkring påske som vi ikke sådan for alvor ved hvorfor vi gør. Der var sågar en der svarede lidt skævt, da jeg spurgte ham hvorfor vi egentlig holder påske.
Så blev det tid til en konfirmation, og præsten berettede om, at hun havde spurgt konfirmanderne hvorfor de blev konfirmerede. Det spørgsmål fik hun et klart og tydeligt svar på fra dem. Til gengæld var svaret lidt mere vævende, da jeg spurgte en af fadderne hvad hans opgave og ansvar egentlig var/er.
Så hvorfor gør vi egentlig de ting vi gør…?
Jeg har før været omkring betydningen af, at give mennesker mening med det de gør i form af, at vi som ledere forklarer ”The WHY”, både i forhold til hvad der er virksomhedens ”WHY” og hvorfor de opgaver vi løser og de ansvarsområder vi har er vigtige.
Men der ligger også en opgave hos os selv i at søge meningen – at søge det klare ”hvorfor”, så vi ikke bare gør ting fordi vi altid har gjort lige præcis dette, på denne bestemte måde.
Det er ikke nødvendigvis populært. En leder der har haft sig selv og sine medarbejdere igennem et forløb jeg har lavet omkring kommunikation sagde ”Det er skide irriterende at de hele tiden bruger den der med hvorfor imod mig. Jeg savner at de bare gør som jeg siger…” Den får lov at stå for sig selv.
Måske vi skal blive lidt bedre til at stille spørgsmålet og til at acceptere det bliver stillet.