Den anden aften havde jeg en spændende musikalsk oplevelse. Jeg fik lov til at overvære et kammerorkesters øve aften, og udover at nyde det musikalske, fik det jeg så og hørte, mig til at tænke over den måde vi nogen gange holder møder på.
Når man møder ind til øve aften i et kammerorkester, og tidspunktet er sat til 19.15, så er man spilleklar når klokken er 19.15. Det vil sige at instrumentet er pakket ud, noderne er fundet frem, stolen er indstillet og alt er klart, således at der kan stemmes endeligt klokken 19.15, og øvelsen kan starte.
Når dirigenten slår takten an, er der ingen tvivl om tonearten for det står på nodearket. Hvornår musikken starter, hvordan lydbilledet skal være og i det hele taget hvordan forløbet af satsen skal være – det styrer dirigenten, for så lyder det ubetinget bedst. OG så er det en naturlig forudsætning, at uanset hvilket instrument man spiller, så har man øvet sig hjemmefra, så man kan bidrage med det man skal – uanset om det er første eller anden violin – eller cello.
Jeg hørte med egne ører, hvor dejligt det lød når hver enkelt i orkesteret fulgte dirigent og noderne og havde øvet sig godt, og også hvordan det også kan lyde, hvis man ikke …
Der holdes et utal af møder. Du deltager i mange og jeg deltager i mange. Det kan være interne møder og det kan være eksterne møder.
Naturligvis sad jeg og tænkte på de møder jeg selv deltager i.
Er jeg spilleklar på det tidspunkt som mødet er sat til at starte….?
Har jeg øvet/forberedt mig hjemmefra…?
Er jeg klar til at følge dirigentens anvisninger, eller har jeg mine egne ”noder”…?
Har jeg fået stemt, så jeg spiller samme toneart som de andre…?
Er jeg med til, at mødet klinger rigtigt…?
Naturligvis kan man ikke helt sammenligne møder i en virksomhed med dette at spille i kammerorkester. Men er der ikke nogle paralleller….?
Hvad nu hvis 2. violinen kom 5 minutter for sent og ”lige skal have stemt inden jeg er klar” – og resten af orkesteret (og publikum) skulle vente…?
Kan man overhovedet forestille sig, at Celloen synes – ved nærmere eftertanke – at han hellere vil spille Mozart i stedet for Brahms…?
Kan man forestille sig, at hver enkelt instrument spillede eget tempo, spillede højt/lavt som vedkommende er i humør til…?
Man kan forestille sig alt – men jeg tror ikke at de tre scenarier er realistiske.
En god ven jeg har siger, at det hedder orkesterdisciplin og at det er når den er til stede, det det lyder bedst.
Hvad nu hvis vi afholdt møder med en større grad af orkesterdisciplin, hvad kunne det komme til at betyde for dine møder…?