I den dejlige by hvor jeg bor, er der en diskussion om forholdet mellem nyt og gammelt. Gamle bygninger brydes ned for at skabe plads til nye, og gamle regler for hvor højt og hvor bredt og hvor dybt man må bygge ændres.
Og så er der basis for at lave minimum to grupperinger, hvor den ene synes at der skal være respekt om ”det gamle”, og hvor den anden gruppe tilsyneladende synes, at hvis ikke der er udvikling, ja så er der afvikling.
Sådanne diskussioner bliver alt for let polariserede.
Jeg har set lignende diskussioner før. Der er udskiftning på en toppost i virksomheden, og nu kommer den nye, fyldt med ideer og tanker og med en liste så lang over ting der skal ændres, for at skabe plads til fornyelse, innovation og for at skabe muligheder for at forfølge de nye muligheder der har vist sig i markedet.
Ikke et ondt ord om udvikling, fornyelse og gode ideer til, hvad der kan gøres bedre.
Måske vi bare engang imellem lige skal huske på, hvad der har skabt denne virksomhed og drevet den frem til det den er i dag. Det kan være den helt særlige måde, som kunderne behandles, eller den helt særlige måde, som vi ”plejer at gøre når….”. Det kan være vores syn på hinanden, på vores kunder og på vores samarbejder som gør, at vi bliver valgt frem for vore konkurrenter – nogle ville kalde det vores værdier.
Hvis vi ”bare lige” fornyr disse ting – omgangen med hinanden, kunder, leverandører, samarbejdspartnere – ja vores værdier – og måderne vi ”gør tingene på”, får vi ganske rigtigt skabt noget nyt og anderledes, men hvis vi samtidig taber det, som historisk set har skabt os en fordel, får vi måske en virksomhed som ligner alle andre – bare dårligere.
Grunden til, at den bliver dårligere er, at vi har glemt eller fortrængt det som har skabt ”os”.
Jeg tror selv, at du kan skabe parallellen til diskussionen i byen, eller for den sags skyld alle andre steder, hvor et stærkt fokus på fornyelse, risikerer at fjerne fokus fra kernen – i virksomheden, i byen, i afdelingen, i foreningen…. – og dermed får vi pludselig skabt noget der nok er anderledes, men ikke bedre.
Om det er et gammelt kinesisk ordsprog, eller en klog mand der har sagt det ved jeg ikke. Men jeg kom til at tænke på følgende sætning, da jeg tænkte lidt over det med byen og det med virksomhederne:
”Det er ikke alt nyt der er godt, og det er heller ikke alt gammelt der er dårligt”
Tænk engang hvis vi kunne mødes henover uenigheden og sammen forholde os til det der har været og det der kommer. Måske vi ligefrem kunne stille hinanden spørgsmålet : ”Hvorfor er dette godt….?” eller ”Hvorfor er dette skidt….?” og så tage både de nye og de gamle ”punkter” og så, med respekt for både det og de gamle – og de og det nye, tale med hinanden.
Jeg tror vi i virksomhederne kunne spare mange frustrationer og bekymringer, hvis vi begrundede vores holdninger med et hvorfor, der er mere uddybende end bare ”Det er skidt fordi de siger det og godt fordi jeg siger det…” eller ”Det er skidt fordi det er gammelt og godt fordi det er nyt….”
Men det er jo det jeg tænker – hvad tænker du…?