Skip to main content

Bare Fordi Det Er Nyt, Behøver Det Ikke Være….

I den dejlige by, hvor jeg bor, er der en diskussion om forholdet mellem nyt og gammelt. Gamle bygninger rives ned for at skabe plads til nye, og gamle regler for, hvor højt, bredt og dybt man må bygge, ændres.

Der er to grupperinger: Den ene mener, at der skal være respekt for det gamle, mens den anden gruppe synes, at uden udvikling er der afvikling. Sådanne diskussioner bliver let polariserede.

Jeg har set lignende diskussioner før. Når der er udskiftning på en toppost i en virksomhed, kommer den nye leder ofte med mange ideer og ændringsforslag for at skabe plads til fornyelse og innovation. Ikke et ondt ord om udvikling og fornyelse, men måske skal vi huske på, hvad der har skabt virksomheden og drevet den frem til i dag. Det kan være den særlige måde, kunderne behandles på, eller vores værdier og måder at gøre tingene på.

Hvis vi ”bare lige” fornyer disse ting – omgang med hinanden, kunder, leverandører og samarbejdspartnere – skaber vi noget nyt og anderledes. Men hvis vi samtidig mister det, som historisk set har givet os en fordel, risikerer vi at ende med en virksomhed, der ligner alle andre – bare dårligere. Grunden til, at den bliver dårligere, er, at vi så har glemt eller fortrængt det, som har skabt os.

Jeg tror, du kan se parallellen til diskussionen i byen og andre steder, hvor et stærkt fokus på fornyelse risikerer at fjerne fokus fra kernen – i virksomheden, byen, afdelingen eller foreningen. Dermed skaber vi noget, der nok er anderledes, men ikke nødvendigvis bedre.

Jeg kom til at tænke på følgende sætning: ”Det er ikke alt nyt, der er godt, og det er heller ikke alt gammelt, der er dårligt.”

Tænk, hvis vi kunne mødes hen over uenigheden og sammen forholde os til det, der har været, og det, der kommer. Måske kunne vi stille hinanden spørgsmål som: ”Hvorfor er dette godt?” eller ”Hvorfor er dette skidt?” og med respekt for både det gamle og det nye tale med hinanden.

Jeg tror, vi i virksomhederne kunne spare mange frustrationer og bekymringer, hvis vi begrundede vores holdninger med et mere uddybende hvorfor end bare ”Det er skidt, fordi de siger det, og godt, fordi jeg siger det…” eller ”Det er skidt, fordi det er gammelt, og godt, fordi det er nyt…”

Men det er jo, hvad jeg tænker – hvad tænker du?